Toledo

Vi tog til Toledo i slutningen af november, eller var det i starten af december? Turen tog ca. en times tid fra Madrid i bus. Vi havde egentlig ventet, at det tog længere, så vi var lidt fortumlede, da vi steg ud af bussen, men solen skinnede, og det var dejligt vejr.

Busstationen ligger lidt udenfor byen, som ligger ret højt bag en bymur. Rundt om byen løber en stor vej og en flod. Vi fulgte vejen rundt, og kom til en smuk bro. Vi troede vi skulle over broen for at komme ind til byen. Som vi nærmede os broen blev udsigten smukkere og smukkere.

Den gamle bro var udsmykket i maurerstil med en indgangsportal med form som et nøglehul (eller en slags hestesko), hvilket er meget brugt i maurerarkitektur.

Under broen brusede floden frisk i sollyset, og gamle træer strakte deres grene ud over floden. Bredderne var grønne og friske at se på, og man fik lyst til at gå derned for at opleve det på nært hold. I stedet forsøgte jeg at indfange stemningen i et billede.

Vi gik over broen og snart kom en gammel smuk bygning til syne. Det lignede et gammelt slot eller en borg, men da vi kom tættere på viste det sig, at det var en såkaldt parador – et statsejet hotel. Til stedet hørte en lækker sportsbane. Vi gik lidt videre, og kom til et militæranlæg af en slags.

Vist til uddannelse af soldater. En kraftig pige i uniform og med gevær i hænderne råbte til os, at vi ikke måtte komme længere. Vi fandt det derfor klogest at vende om, og vi fandt ud af, at byen måtte ligge et sted på den anden side af den smukke gamle bro.

Det viste sig, at vi kun behøvede at krydse den befærdede vej, som broen lå ud til, for at komme ”inden for murene”. Det gik op og op ad mange trapper, og til sidst kom vi op til en parkeringsplads, hvor vi pustede lidt ud i varmen. Selvom det var efterår, var der 18 grader og solskin – herligt spansk klima.

Vi spurgte os for og efter endnu et par gader, der skrånede stejlt, kom vi til byens plaza og centrum. Her lå som det er skik byens rådhus og rundt om på plazaen kunne man sidde udenfor at få sig lidt til ganen og halsen. Vi så os om efter turistinformationen, som lå lidt op ad en sidegade.

Her traf vi en dansk pige, som hurtigt og sikkert forklarede os om byens seværdigheder og indtegnede dem på et kort. Der var blandt andet domkirken og et kloster, som var værd at se. Vi gik gennem de meget smalle gader, som nærmest sugede os med. På et tidspunkt kiggede vi op, og man kunne ane et kirkespir forenden af gaden.

Gaderne vrimlede med souvenirbutikker, og Toledos store handelsvare viste sig at være figurer og sværd af stål. Blandt andet så vi en rigtig flot skulptur af Don Quijote på sin hest Rosinante til flere hundrede euro. En skam vi ikke havde råd til den!

Et andet sted var samme person hovedfigur i en skulptur eller vandkunst, der viste den vandmølle, som Don Quijote og Sancho Panza en mørk nat var blevet bange for ved lyden af den sælsomme knirken og plasken. Vandkunsten gengav meget godt disse lyde. Men den var også meget dyr.

De snoede gader førte os nærmest tilfældigt ned til domkirken, og gæt, hvem vi mødte på vejen? El caballero himself! Don Quijote og Sancho kom gående forbi os netop som vi var på vej ned til kirken. Desværre fik jeg ikke et billede af de to skuespillere, og vi kom for sent til at finde ud af, om der havde været en forestilling i nærheden. Men dejligt at vi så dem – de passede jo så udmærket til stemningen.

Ved kirken satte vi os på en bænk i solen for i ro og mag at betragte den. Jens Henrik læste højt af noget informationsmateriale, som vi havde fået at den danske pige i turistinformationen.

Da vi havde hvilet benene lidt, gik vi tilbage ad samme vej, som vi var kommet og stødte her på et museum om byen. Toledos historie er meget interessant og går lang tid tilbage, så vi besluttede os for at aflægge museet et besøg. Vi viste vores studiekort fra Århus Universitet, og vi fik studierabat på entreen.

Toledo er en historisk by. Der er mange interessante ting at fortælle, men jeg er ikke historiker, så jeg må nøjes med at fortælle, hvad jeg ved, og hvad jeg kan huske.

Byen har tidligere været under maurisk herredømme, men den blev ret hurtigt ’generobret’ af spanierne. Den var hovedstad i 1330’erne under Alfonso X el Sabio – måske også før – det kan jeg ikke huske.

Han var vist konge over Castilien og Aragon på det tidspunkt. Helt op til 1800-tallet bestod Spanien af kongedømmer, og det er ikke før 1800-tallet, at man taler om et samlet Spanien som ét land.

Nå, men Alfonso el Sabio (den Vise) er især kendt for én ting i Toledo: Han oprettede et meget avanceret videnscenter her. Byen husede mange udlændige blandt andet jøder og arabere. Alfonso X indså, at ”spanierne” og europæerne kunne lære meget af maurerne og den arabiske kultur og videnskab.

Derfor oprettede han oversætterskoler, hvor man oversatte tekster fra arabisk til latin og romancespansk – et skriftsprog, som kongen selv havde udviklet. Dette sprog var en slags vulgær latin, som blev talt på dette tidspunkt – en tidlig art spansk. De tekster, som blev oversat, var både videnskabelige og litterære, og det var via araberne, at man fik kendskab til græsk filosofi, som så blev oversat til latin.

Det interessante ved museet var ikke så meget disse historiske fakta. Det, som mest optog min opmærksomhed, var historien om nøglerne. Da man kom ind på museet var der en hel væg med nøgler i forskellige størrelser og former. Historien er den, at da jøderne blev fordrevet i 1500-tallet fra Spanien og Toledo, så drejede de bare låsen om til deres huse, og tog nøglerne med i stærk forventning om, at de snart ville vende tilbage til deres hjem.

Helt frem til i dag findes der jødiske familier, der stadig er i besiddelse af nøglen til deres forfædres huse i Toledo. Det utrolige ved historien er, at disse nøgler stadig passer i de gamle huse.

Mange har således selv opsøgt deres forfædres hjem med en gammel rusten nøgle – og den virker! Museet har fet doneret i massevis af Toledos nøgler, og det er dem, som hænger på væggen, når man kommer ind.

Vi sluttede dagen af med en menu del día – en spansk specialitet, som går ud på, at man kan få en 3-retters menu inklusive brød og en drink for ca. 10 euro. Oprindeligt var denne billige middag til for at arbejdere mindst én gang om dagen kunne få et stort måltid mad. Vi fik en dejlig spansk suppe med tomat og stykker af jamón ibérico i. Hertil rødvin.

Næste ret var ovnstegt kylling med pommes frites. Jens Henrik fik en kop kaffe til dessert, og jeg fik is. Dejligt mætte begav vi os tilbage mod busstationen – benene var trætte af mange timers gang, og vi var hjemme i Madrid sidst på eftermiddagen – trætte og mætte af oplevelser og sanseindtryk.