I forbindelse med hans besøg i København har Vild Med Spanien mødt den prisbelønnede cubanske forfatter, Leonardo Padura Fuentes til en snak om det at være forfatter. Læs her, hvad Padura mener gør en god forfatter og hvordan et forfatterliv i Cuba kan se ud.
Det er en kold og blæsende efterårsdag i København. Padura har lige været ude at spise frokost med sin kone, og de spadserer arm i arm ind ad hotellets hovedindgang. Hun trækker sig tilbage, og vi følger med Padura ned i hotellets lounge.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
Padura smiler.
Typisk og typisk – alle dagene er meget forskellige. Især i Cuba. Man ved aldrig, hvad der venter en. Men altså: Jeg står tidligt op. Omkring klokken halv syv eller klokken syv. Så spiser jeg morgenmad og drikker kaffe. Jeg læser aviserne. Omkring halv otte tjekker jeg min mail og besvarer de vigtigste af dem. Og præcis klokken otte går jeg i gang med at arbejde. Jeg skriver til omkring klokken 13. Så er jeg helt færdig. Jeg spiser frokost sammen med min kone. Om eftermiddagen går jeg i haven eller læser.
Hvad læser du?
Måske laver jeg research til min næste bog. Min seneste bog ’Manden som elskede hunde’ er en historisk roman, som handler om mordet på Trotskij. Det krævede en masse research, for jeg er meget påpasselig med at alle de historiske detaljer er korrekte.
Ellers læser jeg forfattere, som jeg kan lære noget af. Som for eksempel Mario Vargas Llosa. Han er et stort forbillede for mig. Og selvfølgelig de store klassikere som Cervantes, Dostojevskij m.fl.
Hvordan har du lært at skrive?
Jeg tror ikke på forfatterskoler og den slags. Jeg mener, at man lærer ved at skrive, og ikke mindst ved at læse forfattere, som er bedre end en selv. Gennem et liv kommer man til at læse en masse tekster i oversættelse. Jeg mener, det bliver man jo nødt til!
Han griner, før han fortsætter:
Jeg kan jo for eksempel ikke læse Dostojevskij på russisk! Men jeg mener, at det er vigtigt at lære sig fremmedsprog for at kunne læse forfatterne på deres modersmål. Det er på den måde man lærer af deres måde at bruge sproget på.
Det er jo forfatterens instrument så at sige. Når man læser oversættelser, læser man jo oversætterens sprog og ikke forfatterens. Jeg læser selv engelsk og portugisisk foruden spansk.
Hvordan strukturerer du en roman? Laver du en disposition?
Nej, slet ikke. Når jeg for eksempel begynder på en krimi om Mario Conde, så har jeg nogle ideer til hvad det skal handle om. Men det vigtigste for mig er altid: hvorfor, og ikke hvem i en krimi. Det er det jeg prøver at skrive mig frem til.
Men ’Manden der elskede hunde’ har jo en stram komposition, det må da være planlagt?
Det er det selvfølgelig også. Krimigenren mente jeg var oplagt til at fortælle denne historie. Læseren ved jo på forhånd at bogen ender med at Trotskij dør. Det siger historien jo. Det interessante for mig som forfatter var jo så at forsøge at forklare omstændighederne bag.
Hvordan går du i gang med en roman?
Når jeg skriver romaner, skriver jeg altid først en version som er løs i strukturen. Når jeg starter på en krimi ved jeg for eksempel ikke altid, hvem morderen er.
Nogle gange heller ikke hvem den myrdede er. Det interesserer mig som sagt ikke. Når den første version er færdig, giver jeg mig til at omskrive den og gøre plottet og sproget strammere.
Det er en langvarig proces. ’Manden der elskede hunde’ tog mig fire år at skrive. Hvis jeg ville, kunne jeg nok skrive en krimi hvert halve år, i stil med de skandinaviske krimier, som er så populære for tiden. Men det interesserer mig altså ikke.
Du er jo uddannet journalist, påvirker det din måde at skrive på?
Bestemt. Jeg står i stor gæld til journalistikken. I mine romaner beskæftiger jeg mig jo også altid med socialt stof. Det er noget jeg har lært en masse om som journalist. Jeg ved, hvordan det er at bo i Cuba, og min skildring af landet er meget realistisk. Der er f.eks. folk, som møder mig på gaden, der beder mig om at hilse Mario Conde (hovedpersonen i hans krimiserie), fordi folk kan identificere sig med ham og hans liv.
Hvad skriver du på lige nu?
Jeg er i gang med endnu en roman om Mario Conde, som foregår dels i Cuba, dels i Miami, og dels i Rembrandt-tidens Holland. Der venter en masse research-arbejde til den opgave.”
Efter næsten to timers samtale er interviewet slut. Leonardo trænger til en smøg, og han går ud i den københavnske efterårsblæst.
50% Complete
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.