Franco – den store bedrager af Paul Preston

For første gang på dansk udkommer en biografi om Spaniens diktator, Francisco Franco, skrevet af en af de fremmeste Franco-kendere, den engelske historiker Paul Preston.

Interessant læsning om kamæleonens forskellige forvandlinger, som gjorde det muligt for den store manipulator, Franco, at blive siddende på tronen uafbrudt i hen ved fyrre år.

På dine masker skal jeg kende dig

Helten fra Rif, Spaniens Frelser, Herskeren over et nyt imperium, kommandanten fra Numantia og Landsfader og Folkets bedstefar.

Disse masker dækker hele tiden over hans ambitioner, de forlener hans forfængelighed med en fernis af patriotisme, og de er årsagen til, at han ikke kan skelne mellem, hvad der er godt for Spanien, og hvad der er godt for ham selv…

Efter min opfattelse har venstrefløjen – for at få afløb for sin magtesløshed under Francos diktatur – haft en tendens til at undervurdere Caudilloens personlighed… den nedgør Francos politiske og militære evner ved at stemple ham som en middelmådig person, der kun kom til magten ved et lykketræf.

Mens der på dansk er udkommet bunker af bøger om andre af det 20. århundredes frygtelige diktatorer: Mussolini, Hitler, Stalin, Lenin er der hidtil ikke (mig bekendt) udkommet en biografi om den mest succesfulde (hvad regeringslængde angår!) diktator i det 20. århundredes europæiske historie: Francisco Franco. Alene derfor er der grund til at glæde sig over den foreliggende bog.

Ikke en traditionel biografi

Man skal dog ikke forvente en biografi i traditionel forstand, med en kronologisk fremadskridende fortælling fra vugge til grav – sådan som Prestons murstenstunge biografi om Franco, Franco: A Biography fra (1995). Der er snarere talen om en tematisk, essayistisk sammenfatning og tolkning af den politiske side af Caudilloens virke.

Som Preston skriver er det svært at nå om bag personen Franco på grund af det tykke tæppe af propaganda, som altid indhyllede ham i live, og fortsæt gør det i døden.

Men så kan man jo gøre en dyb ud af nødvendigheden, som Preston overbevisende gør og fokusere på Francos offentlige rolle, hans ansigt ud ad til: hvad er det for et billede(er) vi får af Franco gennem hans utallige, skiftende iscenesættelser og skiftende fortællinger om sit eget megalomane selv?

Hyper-ambitiøs mytemager og snu opportunist

Ud over de traditionelle kilder til datidens propaganda som aviser, fjernsynsudsendelser, taler etc. så skrev Franco også selvforherligende skønlitteratur.

Blandt andet det selvbiografiske, hæmningsløst romantiske (mak)værk Raza, som måske mere tydeligt end noget andet giver et signalement af Francos utrættelige, maniske forsøg på at skabe sig den perfekte fortid.

Og dette er just Prestons pointe: Franco havde en enormt talent for iscenesættelse, at skabe myter om sin person, at manipulere og ubesværet opportunistisk skifte fra én rolle til en anden – alt blev omhyggeligt arrangeret.

Denne manipulationsevne kombineret med en enorm ambition om magt, en snuhed og frækhed, og en koldblodighed, der gjorde ham i stand til at skabe rivaliseringer mellem de forskellige fraktioner, og så en pragmatisk tilgang til politik, er ifølge Preston de væsentligste faktorer til, at Franco kunne opnå og fastholde magten i så mange år: Da han for hurtigt at avancere i militæret skulle være modig, var han modig; da de konspirerende generaler ville have ham med til at gøre oprør mod den unge spanske republik, var han tilbageholdende og ville ikke vove sit skin, før end han følte sig overbevist om at oprøret ville sejre.

Da borgerkrigen med sikkerhed kunne være afsluttet ved at de nationalistiske tropper rykkede ind i Madrid, besluttede Franco, at det middelalderlige Alcázar skulle befries af propagandistiske hensyn. Franco forlængede til de andre generaler og de tyske og italienske hjælpetroppers fortvivlelse bevidst borgerkrigen med henblik på at få udryddet så mange af sine modstandere som muligt, så oppositionen mod ham var pacificeret.

Intrigemager, paranoia og stormagtsdrømme

Det lykkedes for det frankistiske regime på dygtig vis at fabrikere løgne, der er så hårdlivede, at de til dels stadig trives: som for eksempel den om at Spanien kunne takke dets leder for, at det ikke blev inddraget i 2. verdenskrig. Dette svarer ingenlunde til sandheden: Franco var ivrig efter at kæmpe på aksemagternes side. Det var Hitler, der ikke ønskede at bære den byrde, det ville være at have det ruinerede og forarmede Spanien på sin side.

 Franco og Heinrich Himmler

Francos legendariske snuhed og overlevelsesevne stod dog ikke i vejen for en indbildt paranoia, fra hvad han så, som Spaniens største fjende: frimurerne.

De Liberale frimurer bar i følge Franco skylden for tabet af de oversøiske kolonier i 1898 i krigen mod USA, hvor Spanien blev ydmyget og mistede Cuba og filippinerne og sin indbildte stormagtsstatus. Et grimt slag for en nation, der engang havde været herskere i et rige, hvorom det sagdes, at solen aldrig gik ned.

Franco var besat af ideen om at genrejse Spanien som imperiebygger, og hans store forbilleder var Karl den femte og Felipe den II – ja tiden der fulgte efter disse to verdensherskere, var for Franco én lang dekadent nedgangsperiode.

Fortidens aktualitet

Preston gennemgår på fin vis nogle af de forskellige myter som det frankistiske regime skabte. Han påviser deres mutationer og omskiftelighed over tid, og Francos forhold til de forskellige sejrende alliancepartnere i borgerkrigen: hæren, falangen, kirken og monarkisterne, som Franco kynisk brugte og spillede ud mod hinanden, så de kunne holde hinanden skak i de konstante magtkampe.

Sluttelig peger Preston på, hvorfor diktatorens arv stadig i dag har aktualitet i Spanien. Det skyldes i særlig grad, at der aldrig er blevet taget et retsligt opgør med diktaturets mænd og gerninger, da prisen for den fredelige overgang til demokrati (la Transición) blev at fortidens ugerninger blev fortiet og ingen stillet til ansvar: den såkaldte Tavshedspagt (el pacto de olvido).

Men uforløste spørgsmål som genåbning af massegrave fra borgerkrigens tid, hvad man gør ved Francos mastodontiske sejrsmonument Valle de los caídos, og hvordan borgerkrigen bør fremstilles i skolebøger, er stadig noget, der får sindene i kog i Spanien.

Fornyelig udkom Det kongelige Historiske Akademi med et kæmpeværk om de vigtigste personer i Spaniens historie, hvor især afsnittet om Franco skabte splid, vrede og vild debat, da mange anerkendte historikere, heri blandt Paul Preston, mente at diktatoren fremstod i et al for positivt lys. Der var i den grad blevet pyntet på Francos kyniske myrderier og hans mange forbrydelser mod store dele af den spanske befolkning. En debat der endnu raser for fuld styrke i Spanien.
Nogle kritikpunkter:

Et forbehold for bogen er, at den nok for et dansk publikum, der ikke besidder et indgående kendskab til Spaniens nyere historie, måske kan være svær at læse, da der er mange referencer til steder, navne og begivenheder, som læseren forudsættes at være bekendt med.

Modsat Prestons store biografi om Franco, der er skrevet på engelsk og siden oversat til spansk, er denne bog skrevet på- og blevet til i en specifik spansk kontekst, hvorfor kendskabet til moderne spansk historie selvfølgelig er et andet.

På anden vis, synes jeg også, det bliver en smule problematisk, at bogen ikke gør mere ud af at beskrive tiden op til Den Spanske Borgerkrig, fordi det meget nemt bliver en ensidig affære. ikke fordi det ikke er rigtigt, at de oprørske generaler uretmæssigt forbrød sig mod demokratiet og republikken, men fordi jeg synes den anden del af historien – radikaliseringen af en militant venstrefløj – mangler.

Preston har mod slutningen af sin bog en lidt træls nedladende måde at afskrive dem, der måtte være uenig i hans tolkning en bloc som revisionister. En noget urimelig patologisering – en ophøjet, aristokratisk historieopfattelse – som om hans eget værk skulle være helt blottet for ideologi: Sandheden.

Jeg læste fornyelig en artikel af en anden historiker ved navn Jorge M. Reverte (La division azul) som på ingen måde kan siges at være højreorienteret, som på baggrund af nye kilder satte spørgsmålstegn ved, om det kun var i det nationalist-besatte område under borgerkrigen, at der var tale om systematiske henrettelser, som bland andre Preston mener.

Bogen er stærkest i analysen af Franco, som han fremstår i propagandaen. Når Preston undtagelsesvis søger efter psykologiske årsagsforklaringer for Francos megalomane forestillinger, får det lidt karakter af lommepsykologisk spekulationer.

Hvad angår undertitlen, synes jeg nok ´Den store manipulator’, ville have været bedre end ’Den store bedrager’. Men det er muligvis bare ordkløveri fra min side.

Til trods for disse mine indvindinger er det en interessant bog om en diktator, hvis arv er meget mere nutidig end the usual suspects: kumpanerne Stalin, Mussolini og Hitler.

Yderlig læsning:

For yderligt interesserede, vil jeg anbefale at læse Den jyske Historikers tema nummer 91/92 om Spanien ’Er Spanien anderledes’ hvor man kan læse en meget grundig analyse af Francos selvbiografiske værk i artiklen ’Raza – en frankistisk drøm’.