Bestigning af kæmpebjerget La Maroma af Else Byskov

– Den ”lette” vej op på Maromas vindomsuste top er ruten på nordsiden af kolossen.

Nordøst for Velez-Málaga ligger La Maroma, der er Malagaprovinsens højeste bjerg og en klippekolos af dimensioner. Maromas top rager mere end 2 km. op over havoverfladen – helt præcist er bjergets højeste top 2065 m., og det er ikke nogen helt enkel sag at kravle derop.

Hvor: Nord for Velez Málaga, forbi Ventas de Zafarraya og mod Alhama de Granada
Vandrefacts: Turen (hård) er på ca. 15 km frem og tilbage med en højdeforskel på 975 m. Vandretid: ca. 7 timer.
Kort: Axarquía Tour and Trail Map (Discovery Walking Guides)

Maroma er en aflang kolos, som er ganske velafgrænset, i hvert fald mod syd, vest og nord, og den ligger dér i landskabet som en gigantisk monolit, der rejser sig med pomp og pragt over landskabet kun nogle få kilometer fra kysten. Hele vejen rundt om kæmpen har vandet eroderet kløfter, der ligner folderne i en jættekvindes skørter, og disse skørter er meget smukke.

Mod syd er de sparsomt bevokset, fordi solen tørrer jorden ud, så kun maki kan vokse her, men mod nord er skørterne bevokset med forskellige slags nåletræer, som står i skygge og dermed kan trives. Fremtrædende blandt disse nåletræer er takstræet – på spansk ”El tejo” og det er denne træsort, der har givet navn til hele den bjergkæde, som La Maroma er en del af: Sierra de Tejeda: takstræbjergkæden.

Der findes adskillige ruter op til toppen, og personligt har jeg prøvet to af dem: en fra syd med udgangspunkt lidt nordvest for Sedella og så den fra nord, som her skal beskrives. Ruten fra syd er uendeligt smuk, men skrækkeligt lang – det tog os 11 timer at komme op og ned, og vi var mere døde end levende, da vi kom ned.

Faktisk havde vi i et par år efter prøvelsen Maroma-abstinenser og måtte beskæmmet vende ansigtet bort, når vi kørte forbi majestæten på vej til og fra lufthavnen for ikke at blive mindet om vores korporlige kollaps, kriserne, kampen, kvalerne og kummeren.

Da vi dengang efter 6 timers kamp nåede op på toppen, mødte vi to unge spaniere, som så helt friske ud, og vi spurgte dem, hvilken vej de var kommet og hvor lang tid, det havde taget. ”Tre timer fra Robledal”, sagde de, og siden da har denne Robledal spøgt i vores bevidsthed, som noget der for alt i verden SKULLE prøves.

Og nu skulle det så være. Robledal betyder egelund, og der ligger ganske rigtigt en sådan én lige op af Maromas nordskørter. Derudover ligger der en slags campingplads eller ”Zona de Acampada” med samme navn, og egentlig havde vi tænkt os at campere her, inden vi tog livtag med majestæten. Men vores tur var planlagt til april, så vi tænkte, at det nok var for koldt til at ligge i telt.

Derfor tog vi et værelse på hotel ”Los Caños de la Alcaicería”, som ligger lige nord for La Maroma, og den beslutning blev vi meget glade for. Dels er det et dejligt nyombygget hotel med 25 pæne værelser, med rørende priser og venlige mennesker, og dels var det frostvejr om natten!

Hotel ”Los Caños de la Alcaicería” ligger på vejen mellem Ventas de Zafarraya og Alhama de Granada, og navnet betyder ”silketoldbod”. Om der her i fjerne tider har ligget et toldsted for silkehandel, skal jeg lade være usagt, men navnet antyder, at der har ligget en bygning her i adskillige hundrede år. Den nuværende ”venta” med hotel er blevet ombygget i stor stil, men den gamle kæmpepejs, som ventaen i gamle dage var kendt for, ligger der stadig som hjertet i restauranten.

Vi blev meget glade for vores ophold på ”Los Caños de la Alcaicería”, for da vi ankom om aftenen stod regnen ned i tove, og det var koldt og blæsende. Ikke just campingvejr! Men inde i restauranten var der tændt op i pejsen, der var dejligt varmt på værelset og Mor stod i køkkenet og tryllede herlige retter frem. Derfor kunne vi om aftenen sidde ved siden af en buldrende ild og nyde et skønt spansk måltid, mens vi spekulerede på, om den til morgendagen lovede opklaring nu også ville manifestere sig. For Maroma kan kun bestiges i solskin og høj himmel.

Næste morgen og efter en velsignet rolig nat (vi var de eneste overnattende gæster) skinnede solen fra en skyfri himmel, og det lovede jo godt. Vi fik dejlig morgenmad, som var med i værelsets pris på 53,50 €.

Stor var vores forbavselse, da vi kom ud til bilen og opdagede, at der var et tykt lag is på ruderne. Frostvejr! Midt i april, hvor der nede ved kysten havde været over 20 grader, da vi tog af sted. Vi måtte ind på hotellet og låne en isskraber. Men sådan en havde de aldrig hørt om, så de lånte os et hylster til et kassettebånd.

Da vi skulle betale de 78 €, som vores ophold kostede for aftensmad med vin, overnatning og morgenmad for to, kiggede værten bekymret på os to, i hans øjne, ældre damer og spurgte, om vi virkeligt havde planer om at bestige La Maroma.

Ja, det havde vi. Ja, så skulle vi passe godt på, hvis der lå is, og hvis vi havde problemer, skulle vi bare ringe til hotellet, så skulle han nok komme og redde os. Det var jo rørende, og vi tog en hjertelig afsked med den venlige familie, der driver hotellet. Ring på 958 350325 for at reservere.

Lige til højre for hotellet står der et skilt med La Maroma, og det er denne vej, man skal tage for at komme ind til Robledal. Man følger bare skiltene med ”Zona de Acampada”. Når man ikke kan komme længere, parkerer man, og hér starter opstigningen. Der er en kæde over vejen, og der står et fint, stort skilt med La Maroma, hvor der står, at der er 4,5 km. op til toppen. Med det passer som sædvanligt ikke, for det er nærmere 7,5 km. hver vej. Vi rettede lige tallene med en blyant.

I starten går man på en grusvej, som stiger blidt, og man følger blot skiltene til La Maroma. Efter et par kilometer bliver vejen til en muldyrsti, som snor sig ud og ind igennem et meget smukt landskab. Der er tale om en meget gammel sti, som blev anlagt, for at man i fjerne tider, før der var noget, der hed frysere, kunne transportere is fra bjergtoppen ned til kysten.

Oppe på toppen er der nogle store huller, og disse var fyldte med is. Isen var efterspurgt på kysten, fordi man dermed kunne holde fisken frisk i lang tid. Transporten af isen skulle foregå om natten, for at den ikke skulle smelte, så de stakkels muldyr og deres førere måtte kæmpe sig op og ned ad bjergsiden i mørke.

Der er egentlig ingen ben i at finde den rigtig vej op på kæmpen, for man skal bare følge muldyrstien. Der er et enkelt sted, inden man har nået trægrænsen, hvor stien deler sig, og hvor man skal tage stien på venstre hånd. Her skal man holde godt øje med varderne.

Snart er man over trægrænsen, og der åbner sig en fantastisk udsigt mod nord og nordøst. I dag er det særligt klart, så vi kan se Sierra de Cazorla med sne på langt ude i horisonten.

Og nu nærmer vi os majestæten. Stien går hen over en slags saddel, hvor Junta de Andalucía har været ude med en del træstolper med pile, så der er ikke noget at tage fejl af. Hvis der ikke er træstolper, er vejen markeret med varder eller røde pile.

Efter sadlen følger stien en bjergside med takstræer, og inden længe kommer vi til et skilt med ”Salto del Caballo”, hvor der er et pænt drop ned. Her er stien ret stejl, men inden længe kommer vi op på rygningen, og pludselig ligger havet for vores fødder.

Det er et syn for guder, når man sådan pludselig kommer om på sydsiden og får en udsigt helt fra Estepona mod vest til Motril mod øst. Nu går stien på sydsiden af bjerget, og af og til er der nogle gevaldige drop ned til venstre. Det kan anbefales ikke at gå for tæt på kanten, for det er ikke sundt for nerverne.

Nu mangler vi bare at gå hen over selve den skallede top for at nå hen til det lille tårn, der markerer toppen. Det er koldt heroppe, og vi må sande, at vi skulle have haft hue og handsker med.

Vi lægger mærke til, at de få planter, der frister livet heroppe, har iskrystaller siddende i de blade, der vender mod nord. Vinden suser uhindret hen over Maromas isse og det er unægtelig hundekoldt.

Efter 3 ½ times vandring når vi toppen, og stor er vores tilfredshed med denne bedrift. Vi føler os meget coole og seje. Det var egentlig ikke så slemt, og for intet at regne sammenlignet med dengang, da vi besteg bjerget fra syd. Nordruten er helt klart den ”nemme” vej op, og selv om vi har overvundet en højdeforskel på 975 meter, er vi ikke specielt trætte.

Men temperaturen på toppen indbyder ikke til et længere ophold, så da vi er færdige med at fotografere i alle retninger, lusker vi nedad igen, indtil vi når et sted, hvor der er både læ og sol. Der spiser vi vores madpakker, mens hele Sydkysten ligger for vores fødder – et ubeskriveligt syn!

Samtidig hilser vi på de forbipasserende, for der er en ganske pæn trafik på bjerget i dag. Maroma har tydeligvis en stor fanklub. Nogle var kommet helt fra Cartagena og havde kørt hele natten. De besteg altså Maroma uden nattesøvn! Vi er fulde af beundring.

Men nu skal vi ned igen. Så snart vi kommer om i læ, bliver temperaturen behagelig og vi nyder nedturen i fulde drag, for nu er det jo let, bortset fra, at vi skal bremse en hel del. Derfor kan det stærkt anbefales, at man tager en eller to stave med, for de gør især nedturen meget lettere. Udsigten mod nord er storslået, og vi møder både gemser og ørne, der holder øje med os.

Vi når tilbage til bilen efter præcist 7 timer. Heraf har vi nok ikke holdt pause i mere end 20 minutter samlet, så det er en lise, at slå bagen i bilsædet og hvile de trætte ben. Og nu ved vi, hvordan man bestiger majestæten: fra nord, fra nord….